Efter at vi kom hjem skrev vores gode ven Martin Glerup en artikel, som fortæller om Mies arbejde i Prinzapolka. Artiklen blev bragt i Nordjyske i foråret 2004.

Åndernes magt i regnskoven - glimt fra en anden virkelighed

Af Martin Glerup

Når Esbjerg Museum lørdag den 7. februar slår dørene op for en enestående udstilling om indianerliv i en fattig landsby langt fra Danmark både i km og velstand, er baggrunden de oplevelser antropologen Mie Buus har haft som udviklingsarbejder i et projekt ved Prinzapolkafloden i Nicaraguas fattigste kommune. Desuden garneres udstillingen af malerier udført i indianerlandsbyen af Ribe-billedkunstneren Trine Theut, som har besøgt Mie Buus i Nicaragua to gange.

Mange er de trolddomskunster, djævlebesættelser og andre ikke umiddelbart forståelige tildragelser, som har udgjort en del af hendes virkelighed, siden hun for tre år siden startede på det netop afsluttede projektforløb i regnskoven.
- Jeg glemmer aldrig, da jeg så den unge pige besat af en ond ånd hamre knoerne ind i væggen, slå om sig, bidende og kradsende, indtil fire-fem familiemedlemmer kastede sig over hende fort at hun ikke skulle gøre en ulykke på sig selv og andre. Først efter at have badet pande, hoved og hår med helbredende salver fik de ulykkelige familiemedlemmer hende tilbage til virkeligheden.
Mie Buus fra Aars er uddannet cand. mag. i etnografi og socialantropologi. Sammen med sin mand, Jørgen Peter Kjeldsen, har hun for en lokal udviklingsorganisation og Mellemfolkeligt Samvirke arbejdet med organisering og uddannelse af de traditionelle indianerledere og kvinder i Alamikangban på Nicaraguas østkyst.

Brødremenigheden har præget miskitoindianerne
- Det var en spændende opgave at arbejde med kvinderne i denne fattige del af Nicaragua. Her er tale om et mandsdomineret samfund. Kirken er et vigtigt samlingspunkt for alle - og det var da også her vi blev præsenteret for alle kirkegængerne og fik en velsignelse foran alteret til vort videre arbejde, fortæller Mie Buus. Man kan simpelt hen ikke lave noget uden at gå i samarbejde med kirken. Gennem frivilligt arbejde skaffer de fattige kvinder penge til, kirken. Hver søndag afleverer kvinderne resultatet af deres indsamling ved alteret. Den ros og anerkendelse, de her får, er utvivlsomt en del af deres drivkraft.
Mellemfolkeligt Samvirke og den lokale udviklingsorganisation har kørt projektet i ti år. Men for mange flere år siden har danske missionærer fra Brødremenigheden i Christiansfeld og senere amerikanske missionærer fra Den moraviske Kirke sat præg på miskitosamfundet ved Prinzapolkafloden. Ja, den danske forbindelse har været så betydelig, at der den dag i dag findes en lille afdeling om miskitosamfundet på Brødremenighedens museum i Christiansfeld.
- Det er fornuftigt at arbejde med kvinderne, selv om samfundet er mandsdomineret. Kvinderne opdrager børnene og er det stabile element i samfundet. Manden flytter ind i kvindens familie. Det er fornuftigt, fordi mændene ligesom i de tidlige jæger-, samler- og fiskersamfund bevæger sig meget rundt og bjærger føden ved sæsonarbejde.
Den nordjyske antropolog har afviklet en række workshops for kvinder i de tre års ansættelse i Nicaragua. Det gælder om at give rum for at mødes og snakke uden mænd. Blandt emnerne kan nævnes sundhed, ernæring og overgangsalder.
- Vi har også haft ejerskab til miskitoernes jord på dagsordenen. Det emne havde hidtil været mændenes gebet, men det viste sig, at kvinderne også havde nogle bastante meninger, som ikke tidligere var kommet til udtryk, fortæller Mie Buus. De ville simpelt hen ikke acceptere, at en amerikansk forretningsmand skulle bemægtige sig den jord, som sikrede familien bananer, bønner og ris på bordet. De tog også stærk afstand fra at mangle et sted, hvor de frit kunne begrave deres døde. Forholdene omkring afdøde familiemedlemmer betyder meget. Jeg blev adskillige gange kaldt til hjem eller kirke for at fotografere en afdød slægtning. Fotografiet fik så hæderspladsen i et hjem uden andre billeder.
Kvindernes markante meninger havde ikke hidtil fundet mæle. Men det var vigtigt, at synspunkterne kom frem for - sammen med mændene - at støtte kampen for jorden, hvor store kapitalinteresser søger at få kontrol over de 60.000 hektar, som udgør landsbybeboernes fælles ejendom. Problemet bliver ikke mindre af, at der i de østlige kystegne findes værdifulde ressourcer som træ, sølv og guld.
De fleste af kvinderne i Alamikangban er analfabeter. Ikke desto mindre havde Mie Buus stor tilslutning til aftenskole med enkel matematik og spansk på programmet.

Lagde stor arbejdsindsats i urtemedicinsk receptbog
Muligheden for sygdomsbehandling er sparsom i miskitosamfundet ved Prinzapolkafloden. Der er ingen læger på sundhedsklinikken. Højst en sygeplejerske engang imellem. Og i weekenden er klinikken lukket. På baggrund heraf har de lokale curanderoer (helbredere) nok at se til. De tager sig ikke blot af de fysiske sygdomme, men også sygdomme, som - ifølge miskitoerne - er påført ved trolddom. Der bruges i stort omfang urtemedicin ved sygdomsbehandlingen.
- Derfor har jeg søgt at systematisere miskitoernes viden om urtemedicin. En viden, som fra gammel tid er overleveret mundtlig fra mor til datter, fortæller den nordjyske antropolog. Fra de gamle kloge koner i landsbyen fik jeg beskrevet navn, tilberedning, brug og voksested for de planter, som danner basis for urtemedicinen. Jeg samlede oplysningerne og skrev dem ind i en lille receptsamling, som kan bruges til undervisning af de unge kvinder i miskitosamfundet.
Planteverdenen i Nicaragua tager sig naturligvis ganske anderledes ud end i Danmark. Før Mie Buus som 40-årig startede etnografstudiet på Aarhus Universitet havde hun i kraft af sin smørrebrøds- og kogejomfruuddannelse arbejdet med krydderurter på Vitskøl Kloster ved Løgstør. Her ledede hun nemlig køkkenet 1983-87.
- Jeg har dog aldrig brugt urterne fra Vitskøl i medicinsk øjemed, men der er næppe tvivl om, at munkene i sin tid har dyrket dem for at uddrage deres helbredende virkning - nøjagtig som indianerne i Nicaragua, understreger Mie Buus.

Trolddom og sygdom to sider af samme sag
Miskitoindianernes opfattelse af sygdom og sundhed er et kapitel for sig. Der er megen trolddom med i billedet. De tror, at sygdom påføres udefra - f.eks. af en troldmand, en fjendtlig person eller en ond ånd i skoven.
- Miskitoerne er meget overtroiske. De er hunderædde for at gå i skoven eller ned til floden i mørket. For her kan man blive besat af en ond ånd. Flere er faldet om i skoven efter en sådan besættelse og er blevet ført hjem af ængstelige slægtninge. Et brækket ben, infektioner i maven på grund af dårligt vand og åndedrætsproblemer fra luftforurening fra forbrænding er blandt sygdomsproblemerne.
En ganske særlig form for djævlebesættelse rammer ind imellem miskitoindianernes unge piger.
- Forløbet kan ifølge miskitoerne tage sig sådan ud: De unge piger møder i skoven en lille sort mand med en kæmpestor mexicansk hat (sombrero). Undertiden er han til hest. Han kalder de unge piger til sig. De kan ikke modstå hans kalden - og bliver forført af ham. Tilbage i landsbyen smitter besættelsen andre unge piger. Og om aftenen styrter pigerne rundt i landsbyen, river tøjet af og opfører sig i det hele taget uanstændigt, fortæller Mie Buus. En sådan situation vækker bekymring hos de voksne og kirken, som normalt holder de unge i kort snor. Først når trolddommen er hævet falder samfundet på plads igen.

Kvinderne bag hård bekomst til borgmestre
Selv om det formelt er mændene, der bestemmer, er kvindernes magt ikke uden betydning.
- Jeg har i mit arbejde mødt mange stærke personligheder blandt miskitokvinderne, fastslår Mie Buus. De er også gode til at oppiske stemninger. Jeg husker specielt, da borgmesteren - som ikke selv boede i landsbyen - aflagde besøg og holdt en politisk tale. Her kritiserede han blandt andet vort projekt. Det faldt ikke i god jord. Og da han fortsatte, jagede indbyggerne ham ud af byen med hævede macheteknive. Bedre gik det ikke da hans efterfølger ikke holdt sine valgløfter. Han blev bundet til en stol og måtte tage mod hån og drøje bemærkninger i den brændende sol en hel dag, før han blev sluppet fri.

Har købt kaffeplantage i det nordlige Nicaragua
- Tre år i den lille nicaraguanske landsby har givet os indtryk og venskaber for livet. Vi har ikke påduttet miskitoerne vore ufejlbare holdninger, men har styrket deres netværk og organisation, så de er bedre i stand til at beskytte deres rettigheder og udvikle deres samfund, siger Mie Buus.
Mie Buus og Jørgen Peter Kjeldsen har hjembragt en kano brugt til at fragte mennesker og varer på Prinzapolkafloden, et par modelhuse med pæle og palmebladstag, en træbeholder til afskalning af ris, et trævaskebræt brugt til at vaske det nordjyske pars tøj på de sidste tre år samt forskelligt husgeråd.
Mie Buus vil gerne vise nogle af effekterne i forbindelse med de spændende foredrag om indianerkvindernes situation, som hun tilbyder landet over. Her kan hun også berette om, at hun sammen med sin mand og et par venner har købt en lille kaffeplantage i det nordlige Nicaragua. Arealet skal bruges til Jørgen Peter Kjeldsens forskningsprojekt om fugleliv i skyggen af kaffeplanterne - og være deres beskedne holdepunkt for kontakten til miskitoindianerne og andet godtfolk på den anden side af jorden.
- Selv om der er forskel på befolkningen i Frøstrup nær ved Vejerne, hvor vi bor, og miskitoindianerne i vor lille nicaraguanske landsby, findes der fælles menneskelige værdier og vilkår - f.eks. fødsler, død, gode venskaber og børnebørn. På andre områder illustrerer de fundamentale forskelle verdens mangfoldighed, slutter Mie Buus.

•     Grisi Siknis
• ·
• Mad er mad?
• ·
• Uden jord
• ·
• Miskito identitet
• ·
• Ulighed tilsigtet
• ·
• Fugle i Nicaragua
• ·
• Nordjyske
• ·
• Udstilling Esbjerg
• ·
• Chokoladekage