Denne artikel blev bragt i MS's medlemsblad 'MS-revy' i efteråret 2001. Denne gang er vi begge forfattere. Artiklen er kraftigt bearbejdet af MS-Nicaraguas daværende informationsmedarbejder Christian Korsgaard, da vi selv var i Alamikangban i redigeringsfasen. Oprindeligt var emnet for artiklen noget bredere og omfattede mediernes behandling af oversvømmelses- og andre katastrofer, men vi blev enige med Christian om at fokusere artiklen til at handle om den kulturelle side af fødevarehjælpen. Her er artiklen som den blev bragt i 'MS-revy':

Mad er ikke bare mad

Nicaragua er naturkatastrofernes holdeplads. Men selvom man er vant til med jævne mellemrum at skulle klare alt fra jordskælv til vulkanudbrud og orkaner, så er der alligevel problemer med nødhjælpen. Den tager nemlig ikke udgangspunkt i den kulturelle virkelighed. Det viser erfaringerne fra de seneste oversvømmelser i landets Atlanterhavsregion.

"I oktober får mange familier besøg af en fremmed mand. Han træder ind af døren og sætter sig ved bordet - her hvor du nu sidder. Han slår sig ned og bliver siddende, intet kan få ham til at gå. Han bliver siddende i dagevis og alle mennesker, der sidder til bords med ham, bliver lidt efter lidt syge og svinder hen - stille, stille. Til sidst sidder han helt alene ved bordet. Han hedder Jo Luis."
Som alle andre miskito-indianere, har William Lorenzo tidligere stiftet bekendtskab med Jo Luis - det lokale navn for sulten. Og intet tyder på at endnu et besøg kan afværges, for den første del af den nicaraguanske vinter har i år nemlig til fulde demonstreret landets naturmæssige sårbarhed. Mens tørke i øst var dråben som fik bægeret til at flyde over for kaffearbejderne, så har landets vestlige del måttet kæmpe med oversvømmelser. Specielt galt har det været langs Prinzapolkafloden, hvor miskito-indianerne lever.
I juli var den gal første gang. Floden gik over sine bredder en hel uge, og i Alamikangban, flodens største samfund og kommunens hovedsæde, sejlede folk rundt imellem husene i kanoer. Resten af juli og august vendte oversvømmelserne tilbage, og ødelagde efterhånden hovedparten af tørrisen, den afgrøde som udgør miskitoernes basismad. Risen kan nemlig ikke tåle vand gennem længere tid, og lokale kilder vurderer derfor, at situationen i år er værre end efter orkanen Mitch i oktober 1998, fordi vandet denne gang dækkede afgrøderne i længere tid, mens det efter Mitch hurtigt sank.

Majs?! Nej tak!
Nicaragua er vant til situationer som kræver nødhjælp, og reaktionen er kommet relativt hurtigt. Men mad er ikke altid bare mad, og den aktuelle krise har vist, at mange organisationer har ganske enkelt ikke den nødvendige viden om miskitoerne og deres kultur, til at kunne give den rette nødhjælp.
Svaret på hvorfor, er at finde i det historiske modsætningsforhold mellem Atlanterhavskystens etnisk sammensatte befolkning og den herskende mestizbefolkning på Stillehavssiden. Siden kolonitiden har forholdet mellem de to regioner af kulturelle og politiske grunde været anspændt, og det kom senest til udtryk under 1980'ernes borgerkrig, hvor det sandinistiske styre prøvede at assimilere den indfødte befolkning under den nicaraguanske nationalstat. Resultatet var, at mange miskitoer gik med de USA-støttede contraer i kamp mod sandinismen.
På spisebordet har historien skabt en meget håndgribelig forskel: Mens mestizerne spiser majs, så spiser miskitoerne ris, og tager dermed selv i valget af fødevarer afstand til alt det, som mestizbefolkningen står for, heriblandt majsen. Det at spise majs udsender simpelthen nogle kulturelle signaler, som miskitoerne afviser.

Fra menneskeføde til dyrefoder
Blandt miskitoer siger man, at majs giver man svinene og hønsene - ris derimod er menneskemad. Tortillas, lavet af majsmel, benævnes da også meget sigende som 'æselører'. Nødhjælpen fra de internationale og lokale organisationer fra landets Stillehavsside tager imidlertid ikke hensyn til denne situation, og baseres primært på majs. Det er jo nu engang det 'man' spiser i Nicaragua. Det fik ved uddelingen af fødevarehjælp for nylig en af de lokale miskitoer til skuffet at udbryde: "Tror de, vi er svin, siden de sender os majs!?".
Mange har også efterlyst majsmøller, fordi miskitoerne ganske enkelt ikke har det nødvendige redskab til forarbejdelsen af majs - en situation som er fuldstændig utænkelig på Nicaraguas Stillehavskyst. Men ikke alle klager. Andrés Sequeira er miskito-bonde i Alamikangban. Under oversvømmelserne mistede han to rismarker og to bananmarker - han ved endnu ikke om rodfrugterne yuca overlever. Konsekvenserne er ikke til at overskue. Normalt sender han fødevarer til sine børn, som studerer i den nærliggende, større by Siuna. Det vil han ikke kunne gøre i år, og han frygter derfor at børnene måske ikke kan fortsætte deres studier. Alligevel er han ikke utaknemmelig: "Der er mange, der klager over, at fødevarehjælpen mest består af majs, og majs er ikke miskitomad. Men vi skal være glade for, at der er nogen der vil hjælpe os, og ikke være urimelige", mener han.
En holdning som måske nok vækker tilfredshed hos nødhjælpsorganisationerne, men som ikke høster megen støtte blandt de miskitoer som forlanger, at der læses ordentligt på den kulturelle lektie inden nødhjælpen indkøbes. Først når den næste katastrofesituation uvægerligt indtræffer, vil det imidlertid vise sig, om organisationerne har taget kritikken til sig, eller om miskitoerne gør klogest i at splejse til en majsmølle.

•     Grisi Siknis
• ·
• Mad er mad?
• ·
• Uden jord
• ·
• Miskito identitet
• ·
• Ulighed tilsigtet
• ·
• Fugle i Nicaragua
• ·
• Nordjyske
• ·
• Udstilling Esbjerg
• ·
• Chokoladekage