PRINZAPOLKA.DK - om
miskito-indianere på østkysten af
Nicaragua -
Denne artikel skrev Mie i efteråret 2001 til det etnografiske tidsskrift 'Jordens Folk'. Artiklen var først tænkt at skulle indgå i et særnummer om religion, men dette særnummer blev aflyst, og artiklen udskudt. Den udkom som nummer 1, 2002. Dette er sådan som artiklen tog sig ud i den sidste korrektur:
Miskitoindianerne på Atlanterhavskysten af Nicaragua står midt i en konflikt, der handler om retten til 'tierras comunales', de fællesejede jorder. Forestillingen om fællesjorden spiller en afgørende rolle i konstruktionen af identitet; det at være miskito, et folk med egen kultur, religion og historie. En lige så afgørende rolle spiller deres tro og ståsted i den moraviske kirke. Miskitoernes kamp for retten til jorden sammenligner de med israelitternes udvandring af Egypten mod Kanaan, det forjættede land: "Som Gud hjalp israelitterne, vil han også hjælpe miskitoerne og straffe deres fjender. Hvis vi tror på Gud, vil han ændre mestiz-regeringens opfattelse, og miskitoerne vil få deres jord."
Baggrunden for denne artikel er et arbejde som udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Nicaragua i nogle miskitoindianersamfund på Atlanterhavskysten. Området udgøres af 12 små miskitosamfund langs Prinzapolkafloden. Udviklingsprojektet handler fortrinsvis om organisering og kapacitetsopbygning blandt af de traditionelle ledere. Noget specielt for dette udviklingsprojekt er det tætte samarbejde med den moraviske kirke og dens præster. Disse besidder det traditionelle samfunds vigtigste åndelige samt politiske positioner. Denne forudsætning for arbejdet førte naturligt til et ønske om at vide mere om den moraviske kirkes historie og dens indflydelse på dannelsen af miskitoidentitet.
Kampen for fællesjorden -
legitimitet contra legalitet.
"Un indio sin tierra no es un indio" - en
indianer uden jord er ikke nogen indianer, siger
Miguel Sánchez. Med disse ord understreger
han sammenhængen mellem miskitoernes
etniske selvforståelse og betydningen af
fællesjorden. Miguel Sánchez er
síndico valgt af samfundet til at
administrere tierras comunales,
fællesjorden. Fællesjorden er
betegnelsen for det område miskitoerne
bruger og bor på. Brugen af jorden er
karakteriseret ved svedjebrug, hvor man gennem et
rotationssystem brænder dele af skoven til
efterfølgende dyrkning. På de
små ryddede jordlodder dyrker miskitoerne
fortrinsvis ris, bønner, yuca og bananer.
Skoven bruges også til
kvæggræsning og jagt samt indsamling
af urter, frugter og medicinplanter.
Miskitoernes ret til fællesjorden trues fra
flere sider. Landets magthavere har altid haft et
godt øje til de naturrigdomme i form af
ædeltræ og mineraler som guld og
sølv, der findes i dette ret
ufremkommelige område. Såvel
nationale som internationale selskaber har gennem
årene ukontrolleret fældet løs
af regnskoven, og miskitoernes rolle har
været at levere billig manuel arbejdskraft
til tømmerfirmaerne. Regeringen anser
området for at være nationalt
territorium, som den kan udstykke og udskrive
private skøder på. Dette er sket i
stigende omfang gennem de seneste årtier
til de mestizbønder, der indvandrer fra de
hungerprægede områder i det nordlige
Nicaragua således at la frontera
agrícola, dyrkningsgrænsen, er
rykket voldsomt ind i det område, som
miskitoerne anser for at være
fællesjorder. Hårdt presset nedsatte
Nicaraguas regering i 1996 en kommission, der
skulle arbejde på en lov om
afmærkning af indfødte territorier -
det er der indtil videre ikke kommet noget
resultat ud af. På et uofficielt
møde med nogle af miskitolederne kom
regeringsrepræsentanter med et udspil, der
lød på 50 ha jord til hver
miskitofamilie. Et tilbud som lederne blankt
afviste.
Aktuelt står miskitoerne i
Prinzapolkaområdet i store problemer. Et
nordamerikansk firma påstår at
være i besiddelse af et skøde
på et 58.900 ha stort område af den
jord, som miskitoerne opfatter som
fællesjord. Amerikanerne kan henvise til,
at skødet er registreret ved retten i
Bluefields. Den ene af de fire amerikanere, der
har skøde på jorden, kender folk i
Alamikangban godt, for han drev en farm der i
70erne; men flygtede på grund af
borgerkrigen. I dag siger han, at han vil lave
økoturisme og træplantning i
området. På et offentligt møde
fastslog han, at Alamikangban og de andre
flodsamfund ligger på hans jord. Folkene i
området står meget splittede i,
hvordan de skal forholde sig til gringoen, som
han kaldes lokalt. Mange er blevet tiltrukket af
løfterne om arbejde, især folkene i
Alamikangban. Folkene fra de andre samfund
derimod står fast på synspunktet, at
først må gringoen anerkende
miskitoernes ret til tierras comunales, derefter
kan han forhandle med lederne om at bruge jorden.
Mellem kønnene ser man også
forskelligt på gringoens initiativ. Hvor
mændenes interesse mest er økonomisk
og øjebliks orienteret, er kvindernes
modstand knyttet til familiens interesser. Sofia
Grádiz spørger bekymret: "Hvis
gringoen overtager jorden, hvor skal vi så
begrave vores døde?" "-Skal vi så
til at købe den jord, vore
slægtninge skal hvile i?" Måske
hænger kvindernes syn på sagen
også sammen med, at det er gennem
kvinderne, retten til at udnytte de enkelte
jordlodder fordeles.
De enkelte samfunds jorder afmærkes af
nogle punkter, som stort set anerkendes af de
omliggende samfund. Afmærkningen
fortæller samtidig træk af samfundets
kollektive historie vævet sammen med den
konkrete brug af jorden. Vigilio Logan,
landsbyældste i Alamikangban,
fortæller, at punktet 'Cacau Watla' betyder
stedet, hvor de dyrker cacao. Punktet
'Limón' hentyder til stedet, hvor der
vokser mange frugttræer af samme navn.
Eller punktet kan referere til skelsættende
begivenheder som 'Palpa Pin'. Dette sted hentyder
til historien om, hvordan adskillige familier
døde af at spise en fordærvet
manatí (søko). Punkter kan
også relateres til samfundets spirituelle
univers, bl.a. punktet 'El Brujo',
troldmanden.
Disse traditionelle afmærkninger
overleveres mundtligt fra slægt til
slægt, og samtidig videregives samfundets
historie - deres selvforståelse og
identitet. Punkterne fortæller om
samfundets beliggenhed, og de erfaringer der
knytter sig til brugen af området. Dette
former deres forståelse af at være
ægte miskito, samt deres ret til netop
dette sted.
Miskitoerne krav på jorden forstærkes
endvidere af de kampe, de udkæmpede mod
sandinisterne under borgerkrigen. Deres legitime
ret til fællesjorden stiller de overfor
gringoens legale juridiske ret til jorden. I
modsætning til miskitoerne forlod han
området, og vender først nu tilbage
og gør krav på jorden. "Mange
miskitoer faldt her i Alamikangban under krigen
og udgød deres blod for at forsvare
jorden", siger præst Alonzo Eduards og
anciano (landsbyældste) Andrés
Sequiera tager tråden op: "Når de
finder knoglerne af en gringo, der døde i
krigen her, så vil de have ret til
jorden."
Miskitoernes kamp for jorden legitimeres
endvidere af forestillingen af at være et
udvalgt folk, der kæmper en retfærdig
kamp, som de vil vinde med Guds hjælp.
Præst Hipólito Lorío siger:
"Som Guds udvalgte folk israelitterne måtte
kæmpe for Kanaan, det lovede land, må
miskitoerne også kæmpe for deres
jord. Kampen varer hundrede år og er som
grader. Man stiger op gennem graderne og
nærmer sig Gud. Med troen på Gud kan
man kæmpe for sine børn. Vi kan ikke
kæmpe alene; men med Guds hjælp vil
det lykkes".
Jordsagen verserer i øjeblikket ved retten
i Puerto Cabezas, og alle afventer spændt
udfaldet.
I sommeren 2000 rejste præsterne i den
moraviske kirke Hipólito Lorío og
Alonzo Eduards sammen med advokaten Hazel Law til
Geneve for at fremlægge deres problem for
et menneskerettighedsforum, som arbejder specielt
med indfødte folk. Hipólito
Lorío siger: "Det var for at søge
solidaritet hos folk i andre lande og hjælp
hos de internationale organisationer, der
interesserer sig for folk som os. Vi fandt ud af,
at der er mange andre indfødte folk til i
verden, og at mange står med de samme
problemer som os."
Miskitoerne fik ikke noget konkret ud af deres
rejse; men erkendelsen af, at de ikke er de
eneste indfødte folk, og at de ikke
står alene med problemerne, kan måske
bane vejen for et samarbejde med andre etniske
grupper, og inspirere til at fortsætte
kampen for deres jord.
Kampen for fællesjorden hænger
politisk sammen med krav på territorium.
Dette krav var en medvirkende årsag til den
borgerkrig, der hærgede Nicaragua i
1980erne under den sandinistiske regering. Gennem
de sidste 20 år er der i Alamikangban sket
en stærk miskitoficering, så at
samfundet i dag fremtræder som udelukkende
miskito. De begivenheder, der har haft
størst indflydelse herpå, er
borgerkrigen og kampen for fællesjorden. I
begge tilfælde har den moraviske kirke og
dens indfødte præster spillet en
afgørende rolle, og forlenet den politiske
kamp med et åndeligt kraftfuldt indhold.
Atlanterhavsregionens historie -
kolonistyre, kongedømme og
mission.
For at forstå de komplekse forhold, der
danner fundamentet for modsætningsforhold
og konflikter mellem Atlanterhavskystens etniske
befolkning og den øvrige befolkning
må vi tilbage i historien.
De første europæere, der gik i land
på Atlanterhavskysten af Nicaragua, var
engelske kolonister fra de Caribiske øer.
Området var karakteriseret ved
ufremkommelig regnskov gennemskåret af
utallige floder og sumpe. Landet figurerer i
nogle tidlige optegnelser under benævnelsen
Mosquitia. Dette land befolkedes af forskellige
indfødte folk, hvoraf miskito, sumo og
rama udgjorde de største grupper.
Meget tyder på, at miskitoerne er en nyere
etnisk gruppering fra 1700-tallet. De
fremtrådte som en særskilt gruppe ud
af en blanding af sumoindianere, europæiske
sørøvere og afrikanske undslupne
slaver. De indfødte anlagde overfor de
indtrængende englændere forskellige
strategier. Sumoer og ramaer trak sig
længere tilbage i landet og isolerede sig,
hvorimod miskitoerne søgte kontakt, og med
de våben de byttede sig til fra de
europæiske sørøvere, skaffede
de sig en dominerende position i
kystområdet. Disse interetniske krige er
betydningsfulde for miskitoernes
selvforståelse som 'et kæmpende
folk'.
Et vigtigt element i miskitoernes
selvforståelse er modsætningen til
det spanske. Mange spanske forsøg på
at kolonisere kystregionen slog fejl, og man kan
sige, at deres strategi med at bruge
sværdet og korset ikke fik noget heldigt
udfald i forhold til kystens indianske
befolkning. Miskitoerne allierede sig endog med
europæiske sørøvere og angreb
de spanske bosættelser på
Stillehavssiden af Nicaragua.
Med støtte fra englændere kunne en
lokal høvding etablere sig som konge i
kystregionen. Kongedømmet kom til at
regere i tæt kontakt med den engelske
administration de næste 250 år. I
1847 ankom de første tyske moraviske
missionærer kom på anmodning af den
britiske administration, der ønskede at
modernisere området og dets befolkning
gennem udbredelsen af det lutherske evangelium og
civilisationen.
Miskitoernes selvopfattelse som civiliserede folk
hænger stadigvæk tæt sammen med
deres protestantiske orientering og
følelsen af et fællesskab med den
vestlige verden. Den moraviske kirke arbejdede
især med uddannelse og sundhed. Den drev
flere skoler, hvor adgangen var fri, og
miskitoerne blev undervist på deres eget
sprog. Som konsekvens blev sproget
standardiseret, bevaret og overleveret frem til i
dag.
I 1860 opgav englænderne deres dominans
på Atlanterhavskysten. Området blev
indlemmet i den nicaraguanske nationalstat og
erklæret reservat med en vis grad af
selvstyre, hvilket skulle sikre områdets
indfødte folk ret til at leve i
overensstemmelse med kulturel praksis, herunder
retten til at eje jorden i fællesskab. Med
skabelsen af reservatet kom den moraviske kirke
til at spille en fremtrædende politisk
rolle, hvor missionærer optrådte som
administratorer af økonomiske ressourcer
og rådgivere for kongen.
Sammen med at amerikanske banan- og
tømmerfirmaer trådte ind på
scenen, skiftede centeret for den moraviske
mission i Nicaragua til USA, hvorfra de fleste
missonærer kom.
Sammenhæng mellem etnisk
bevidsthed og religiøst
tilhørsforhold.
Der er ingen tvivl om, at det der har betydet
mest for generering af miskitoidentitet, har
været miskitoficeringen af den moraviske
kirke - at gøre kirken til en
indfødt kirke med lokale indfødte
præster og praksisser, der inkluderer
traditionelle elementer. De første
missionærer inkorporerede visse elementer
fra miskitoernes traditionelle åndelige
univers, f.eks. Dawan, navnet på Gud, i det
'nye' kristne univers. I begyndelsen undertrykte
missionærerne de traditionelle
religiøse ledere sukya, der blandt andet
med trolddomskraft kunne nedkalde eller helbrede
sygdomslignende tilstande. Sukyaen tilpassede
efterhånden sin praksis til at omfatte
bønner og moraviske salmer, hvorved de
blev acceptable for den moraviske kirke.
Således arbejder curanderoen, som de
tidligere sukya nu kaldes, stadig i dag med
traditionel helbredelse uden at komme i konflikt
med kirken.
Det traditionelles betydning og plads i
miskitoernes hverdag og måde at opleve
omverden på ses bedst i forhold til deres
opfattelse af årsager til sygdom samt
måder at helbrede på.
Sygdomsårsager tager ofte udgangspunkt i en
tro på åndelige væsners
indgriben i miskitoernes hverdag på en
måde, der forstyrrer eller truer individets
tilstand og resulterer i mistrivsel og sygdom.
Helbredelsespraksisser retter sig mod at
neutralisere eller pacificere denne
påvirkning gennem brug af urter, der dels
menes af have en direkte effekt på kroppen,
dels tillægges magiske evner. Dertil kommer
en brug af kristne symboler, som at gøre
korsets tegn og fremsige bønner.
Identitet som moravisk miskito -
udspændt mellem det traditionelle og det
kristne.
Følgende historie giver et indblik i det
sammensatte og komplekse åndelige univers
hvorfra miskitoerne henter ressourcer til at
udtrykke deres etnicitet og i videre forstand
kraft til den politiske kamp. En søndag
efter gudstjenesten sagde præsten, at der
var en mand som ønskede at tale til
forsamlingen og dele sin viden og erfaring med
menigheden. Det drejede sig om en curandero, en
der helbreder med urter, der ønskede at
aflægge bekendelse. Selv kaldte han sig
botaniker og fortalte, at han nu var rede til at
hjælpe sit folk på alle måder
med helbredelse ved hjælp af planter og
bønner. I dag følte han sig
stærk, men før havde han været
svag og brugt trolddom overfor folk. Han var
blevet fristet eller vildledt til at gøre
onde ting, og han brugte 'den onde bog', hvor han
fandt vejledning og opskrifter; men nu havde han
brændt denne bog. Han fortalte, at da han
var brujo, troldmand, kunne han forvandle sig til
en grib og flyve eller til en hund, der kunne
bide og skræmme folk. Han forvandlede sig
også til en abe for at kunne stjæle
brød fra folk. Han kunne se alt og
gøre mange onde gerninger. Så en nat
faldt han hen i en dyb søvn og
drømte, at han var ude på havet i et
voldsomt uvejr. Det lynede og tordnede og
bølgerne rejste sig over ham. Samtidig var
der en stemme, der 3 gange spurgte ham, om han
ville gå over til Gud og gøre hans
gerninger. Der var en stærk kraft, der tog
fat i ham og vred og vendte ham, så han
blev skæv i kroppen. 3 gange svarede han ja
til spørgsmålet, men blev ved med at
være skæv i kroppen. Så
vågnede han. Straks løb han hen i
kirken, hvor han brændte sine
troldomsskrifter og bad til Gud. Derefter blev
han rettet ud i kroppen og fik sit normale
udseende. Nu var han blevet frelst og var kristen
og ville bruge sine evner i det godes tjeneste og
efter Guds vilje.
Ved at give curanderoen, den traditionelle
helbreder, et rum og en mulighed for at forklare
om sin praksis og personlige oplevelse,
legitimerer og bekræfter præsten et
element i det særlige ved at være
miskito. Nemlig det at tro på måder
at kunne fremkalde sygdomme eller helbrede
på, der er særegne for miskitoerne og
væsentlig anderledes end hos den katolske
del af befolkningen. Således er
miskitoernes traditionelle opfattelser af
årsager til sygdom og
helbredelsespraksisser ligeledes en måde at
udtrykke anderledeshed eller egen identitet
på.
Fremkomsten af sociale
indfødte bevægelser og krav om eget
territorium.
Op gennem 1960erne forsøgte den
nicaraguanske regering at integrere
kystbefolkningen i en forenet nationalstat. Dette
skete gennem et forsøg på at
hispanisere kystens forskellige etniske grupper
ved undervisning på spansk i skolerne.
Mange miskitoer kom til at opfatte det at tale
miskito som et symbol på lav status. Som en
protest mod hispaniseringen opstod der blandt
miskito og sumo lægpræster en social
bevægelse, ALPROMISU (alliance for
fremskridt til miskito og sumo). Bevægelsen
havde et klart etnisk grundlag og dens krav
orienterede sig mod økonomiske og sociale
forhold. Den afspejlede et behov hos moraviske
præster for en organisation med en politisk
funktion - en modidentitet, der med tiden
førte til en mere positiv
selvforståelse, og en stolthed over at
være indfødt indianer. I
organisationen ALPROMISU blev etnisk og
religiøs identitet altså to sider af
samme sag.
Op gennem 1970erne mistede ALPROMISO sin
indflydelse på grund af interne
modsætninger. Disse modsætninger i
bevægelsen udsprang især af unge
universitetsstuderende, der i Managua var kommet
i kontakt med den sandinistiske bevægelse
og tog de revolutionære ideer med tilbage
til kysten, hvor de forsøgte at
inkorporere disse i ALPROMISO. I 1979 kom FSLN
Frente Sandinista de Liberación Nacional
til magten efter et væbnet opgør med
Somoza-diktaturet, der havde siddet på
magten i Nicaragua siden 1936. Samme år
dannedes en ny indfødt bevægelse
MISURASATA (forenede Miskito, Sumo, Rama og
Sandinister), der havde tæt kontakt med
sandinisterne. MISURASATA forsøgte
således i sin ide at forene det
revolutionære med det etniske.
Bevægelsen var inspireret af andre
fjerdeverdens organisationer, og den fik
gennemtrumfet, at der skulle undervises i miskito
i skolerne.
I begyndelsen samarbejdede den sandinistiske
regering med MISURASATA, især omkring den
store alfabetiseringskampagne. Efterhånden
blev bevægelsens retorik og politiske krav
mere radikale og inkluderede autonomi og et
territorium på størrelse med en
tredjedel af landets udstrækning. Kravet om
eget territorium begrundedes i, at området
altid har været befolket af indfødte
med egne skikke og måder at indrette
samfundet på, herunder tierras comunales,
fællesjord. Disse krav kunne regeringen
ikke tolerere. Det kom til forfølgelse af
bevægelsens ledere Steadman Fagoth og
Brooklyn Rivera, der flygtede til henholdsvis
Honduras og Costa Rica, hvorfra de ledede den
efterfølgende væbnede kamp.
Bevægelsen fik væsentlig
støtte fra USA og lederne havde tæt
forbindelse til kredse i CIA.
MISURASATAs tætte forbindelse til den
moraviske bevægelse gav sig bl.a. udtryk i,
at styrkerne kaldte sig 'Kristus' gladiatorer',
og at de malede kors på deres fanger.
Før kamp blev der sunget religiøse
salmer, og de kaldte deres modstandere
'Antikrist'. Denne brug af religiøse
elementer i diskursen fungerede godt og effektivt
i forhold til miskitoerne. Troen på den
hellige kraft som et middel til at forbedre
vilkårene for miskitoerne - en bedre verden
ved Guds hjælp - virkede som en stærk
mobiliserende faktor.
Autonomi i
Atlanterhavsregionen.
Især en begivenhed kom til at betyde et
vendepunkt mellem miskitoerne og sandinisterne.
Den 20. februar 1981 ankom soldater fra den
sandinistiske hær med det formål at
arrestere en gruppe ledere fra MISURASATA i
Prinzapolka. De brasede ind i kirken og
afbrød ceremonien, og det anså
befolkningen som en krænkelse af kirkens
hellige og fredelige rum. Nogle miskitoer
følte sig provokeret af soldaternes
aggressive fremfærd og svarede voldeligt
igen. 4 soldater og 4 miskitoer blev dræbt
ved konfrontationen.
Som en konsekvens af den nye strategi og kravet
om territorium for den indfødte befolkning
dannedes en ny indfødt social
bevægelse YATAMA (moder jords forenede
børn) som afløsning for
MISURASATA.
I begyndelsen af 1987 indledtes der forhandlinger
om autonomi for Atlanterhavsregionen, og loven
blev vedtaget i september, hvorved blev dannet de
to autonome regioner Región
Autónomo Atlántico Norte (RAAN) i
nord og Región Autónomo
Atlántico Sur (RAAS) i syd. Hermed
anerkender staten i princippet sin multietniske
befolkning og dennes ret til at indrette sig i
overensstemmelse med forskellige etniske
tilhørsforhold og traditionelle former,
herunder at eje jorden i fællesskab.
Disse traditionelle elementer har i forening med
aktivisme bidraget til at målrette den
etniske diskurs. Gennem 1970/80erne udviklede der
sig en militant bevidsthed, der forbandt den
etniske bevidsthed med krav om kollektive
rettigheder specielt i relation til jorden,
tierras comunales. Samtidig udtrykker folk ingen
utilfredshed med tilstedeværelsen af den
udenlandske kapital og indflydelse.
Tværtimod udtrykker de snarere en
anglo-affinitet, et fællesskab der har
historiske forudsætninger. Man vil
måske mene, at der er tale om en
modsætningsfuld bevidsthed; men snarere
må man se på, hvordan denne affinitet
fungerer - nemlig som en væsentlig
stimulerende og mobiliserende faktor i modstanden
mod sandinisterne.
Fællesjordene er det omdrejningspunkt, der
har været i stand til at mobilisere flest
politiske kræfter op gennem områdets
nyere historie.
De miskitoer, der tog aktiv del i den
væbnede kamp, har i dag deres politiske
ståsted i YATAMA. Denne organisation
samlede de forskellige indfødte
kæmpende grupper, og organiserer i dag den
etnisk bevidste del af miskitoerne. Jorden og
kampen for rettigheder til deres fællesjord
står som et centralt punkt for YATAMA.
Konceptet 'Moder jord' henviser til enhed,
solidaritet og overensstemmelse mellem den
indfødte indianer og naturen. Legalisering
af rettighederne til fællesjorden i form af
legale skøder har højeste politiske
prioritet.
Forholdet mellem regeringen og den etniske
befolkning er anspændt. YATAMA blev
udelukket fra at deltage i de kommunale valg i
november 2000 og dette medførte voldsomme
politiske uroligheder, navnlig i Puerto Cabezas,
hvor det kom til kamp mellem det liberale
regeringsparti PLCs tilhængere og
tilhængere af YATAMA. Regeringen satte
store politistyrker ind, mange miskitoer blev
arresteret, og en politimand samt en
YATAMA-tilhænger blev dræbt.
Nicaragua har netop overstået et
præsidentvalg. Længe stod
sandinisterne til at vinde valget; men i sidste
ende blev det PLC, der beholdt magten. Under et
valgmøde i Bilwi mødtes
miskitolederne med de 2
præsidentkandidater, hvor de
præsenterede hver af kandidaterne for en
omfattende aftale, der som sit vigtigste indhold
havde en opmåling og legalisering af
fællesjorderne. Sandinisternes leder Daniel
Ortega underskrev alle aftalens punkter, hvorimod
Enrique Bolaños fra PLC havde
væsentlige indvendinger mod aftalen. Under
en personlig samtale med Brooklyn Rivera fra
YATAMA kom det frem, at bevægelsen
tilskyndede miskitoerne til at stemme på
sandinisterne. Dette skyldes dels stor
utilfredshed med den foregående liberale
regering samt en forhåbning om, at "man
bedre kan stole på en velkendt fjende end
en troløs ven. En fjende som ved, at
YATAMA til hver en tid kan mobilisere en
betydelig styrke, der er parate til at
kæmpe for deres rettigheder."
Til trods for stor opbakning blandt kystens
etniske befolkning, tabte sandinisterne valget og
miskitoerne fortsætter kampen for et
få skøde på deres
fællesjord.
Litteraturhenvisning:
Buus, Mie. Gringo'erne kommer. I: Kontakt,
2001: 2.
Hale, Charles R. Resistance and
contradiction. Miskitu Indians and the Nicaraguan
State, 1894-1987. Stanford University Press
1994.
International Work Group for Indigenous
Affairs. The Indigenous World 1999-2000 samt
2000-2001. IWGIA 2000, 2001.