PRINZAPOLKA.DK - om
miskito-indianere på østkysten af
Nicaragua -
Jørgen Peter skrev oprindeligt denne artikel til 'HJEJLEN',
Dansk Ornitologisk Forenings lokalblad for
Viborg amt, i april 2002. Artiklens idé er at reklamere for Nicaragua som øko- (og især
fugle-)turisme-land, med henblik på at arrangere ture for interesserede fuglekiggere og
andre naturinteresserede.
Sådanne ture har jeg arrangeret i samarbejde med rejseselskabet Viktors Farmor i januar-marts
2005, 2006 og 2007 samt november 2007 og 2008, med besøg på de fleste af de gode steder nævnt i
artiklen. Det vides ikke, hvornår næste tur arrangeres, og det bliver formentligt i et nyt regi.
Hvis man ønsker at arrangere en selvstændig fugletur til Nicaragua kan man søge gode råd i denne
artikel, og forfatteren står til rådighed for uddybende information.
Artiklen - i denne elektroniske udgave - vil til stadighed blive opdateret, når nye oplysninger
foreligger.
Dette er version nr. 20 af artiklen (november 2009).
Bemærk, at fotogalleriet på denne hjemmeside ikke længere opdateres, men nyere fotos af Nicaraguas
fugle kan findes på ornit.dk's hjemmeside.
I denne tidsalder, hvor antallet af berejste feltornitologer stiger næsten fra dag til dag, kan man stadig sige "Nicaragua" til sine fuglevenner, og være næsten sikker på at de vil ligne et stort spørgsmålstegn i ansigtet. "Hva'for noget? - det lyder besværligt - er det ikke der, der er krig?" vil være de flestes svar. Nævner man derimod andre mellemamerikanske lande som Guatemala, Belize eller Costa Rica, vil reaktionen være anderledes positiv; folk der kender lidt til Mellemamerika vil sikkert straks give sig til at snakke begejstret om guaner, quetzaler, bellbirds, manakiner, kolibrier, papegøjer, tangarer osv., og mange vil også kunne fortælle om imponerende maya-tempelruiner i junglen.
Guatemala, Belize og Costa Rica er glimrende beskrevet som fuglerejsemål i artikler i engelske,
amerikanske og hollandske fugleblade (-og der har også været et par artikler, i al fald om Costa
Rica, på dansk). Der findes udmærkede fieldguides til disse lande (Guatemala og Belize bliver
dækket af Mexico-guiden, og der findes også en guide, der dækker kun Belize). Og hvis man ikke
selv vil stå for arrangementet, findes der et utal af alternative muligheder for at tage med
på en arrangeret tur.
Som fuglekigger i Nicaragua bliver det hele lidt mere bøvlet og besværligt! Hvis man vil være
sikker på at kunne bestemme fuglen man står med i Nicaragua, bliver man nødt til at være dækket
ind med fieldguides fra både Mexico og Costa Rica. Og man er endnu værre stillet med hensyn til
hjælp til at finde interessante lokaliteter. Går man til kilden, hvor mange henter inspiration
til deres rejser i disse tider, nemlig Internettet, er det også svært at finde kvalificeret
information om Nicaragua som fugleland. Surfer man ind på den populære og meget dækkende
hjemmeside med fugle-rejserapporter fra Amerika The
Americas Natural History Trip Report Repository, også kendt som "Blake's Trip Reports" og
slår op under Nicaragua, finder man blot 1 (én) rapport, skrevet af en forretningsrejsende, som
opholdt sig i landet et par dage. Artiklen omhandler udelukkende observationer fra en hotelhave
i hovedstaden Managua, i mandens fritid mellem møderne! Det siger lidt om kendskabet til
Mellemamerikas største land, når man sammenligner med antallet af rapporter fra de andre lande
(Guatemala 29, Belize 32, Honduras 7, Costa Rica 82 og Panama 42). En anden verdensdækkende side
med rejserapporter, TravellingBirder, har et
lignende antal rapporter fra disse lande. Kun det lille overbefolkede land El Salvador på
størrelse med Jylland er ikke repræsenteret med en eneste rejserapport i nogen af disse portaler
med fugle-rejserapporter. Især på grund af El Salvadors og Nicaraguas meget blodige fortid er
økoturismen endnu stort set ukendt (og konventionelle turister ser man heller ikke mange
af). Disse lande har ikke de spektakulære mindesmærker fra tiden før Columbus, som har gjort, at
Guatemala altid har været langt mere søgt af turister, selv under de mest grusomme militærregimer.
Belize og Costa Rica har været længst fremme både med naturbeskyttelse og markedsføring
internationalt, og da begge lande samtidig har haft stabile politiske forhold, har det betydet,
at det er her, øko- (og dermed fugle-)-turismen er slået stærkest igennem. Panama er også kommet
godt med de seneste år, og også Honduras besøges af væsentligt flere turister end Nicaragua, og
kan byde på en langt bedre infrastruktur, organiserede reservater osv.
Den nordamerikanske fuglekigger-organisation American Birding Association har i deres magasin
"Winging it" i september-udgaven i 2006 publiceret en lille artikel om Nicaraguanske
fuglelokaliteter - og de har oven i købet været så venlige at lægge artiklen online - find den
her
(.pdf-fil). Endelig er der også bogen "Where to watch birds in Central America & The Caribbean"
af Wheatley & Brewer, udgivet i 2001 (se litteraturlisten) - men denne guides behandling af
Nicaragua er yderst overfladisk og fylder blot 10 små sider. Hvis ikke man har i sinde at besøge
andre lande i regionen, vil jeg ikke anbefale at købe denne bog.
Hvorfor Nicaragua?
Hvorfor så overhovedet overveje Nicaragua? Der var ikke megen hjælp at hente med hensyn til
lokalitetsbeskrivelser og lignende, da jeg i 2000 for en periode på 3 år flyttede bopælen til
dette land. Jeg måtte simpelthen trække i arbejdstøjet og ud i felten og gøre mine opdagelser og
erfaringer selv! Og det gjorde jeg så - og jeg opdagede, at dette lands naturkvaliteter bestemt
ikke er mindre interessante end de mere kendte landes. (At naturrigdommene udhules dag for dag på
grund af kortsigtede økonomiske interesser, korrupte politikere og dårlig planlægning er en anden
snak). Det gælder også for fuglene, at Nicaragua er et rigt land. Og der er meget at opdage endnu!
Det er således karakteristisk, at jeg med mine iagttagelser, langt størstedelen gjort i fritiden,
har kunnet føje 26 arter til den officielle landeliste. (Mine observationer er medtaget i den nye
liste af Martínez-Sánchez (se litteraturlisten)). Og som en yderligere
illustration af, hvor uudforsket landet er: da en tysk herpetolog gav sig til at undersøge padde-
og krybdyrfaunaen i Nicaragua, fandt han på under 24 måneder 2 nye arter slanger, som var helt
ukendte for videnskaben, foruden at han dokumenterede tilstedeværelsen af en lang række arter,
som ikke tidligere var kendt fra dette land.
Eksotiske stednavne: Alamikangban ved Prinzapolka-floden.
Det skal dog siges, at jeg i kraft af mit arbejde har haft gode betingelser for at kunne bidrage
med ny viden om landets fuglefauna. Jeg arbejdede som udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt
Samvirke blandt miskito-indianere i den nordøstlige del af landet, i det område som
naturgeografisk kendes under betegnelsen "Moskito-kysten" eller rettere "La Mosquitia". Nærmere
bestemt i landsbyen Alamikangban ved Prinzapolka-floden. Det er et område karakteriseret af stor
økologisk diversitet, hvor forskellige naturtyper mødes - åben fyrreskovssavanne, våd og tæt
regnskov, galleriskov langs floderne, mangroveskov nær kysten, samt laguner og store sumpområder.
Og området er stort set uudforsket. Fra min bolig havde jeg mulighed for til fods at komme rundt i
nærområdet omkring landsbyen, og via arbejdet var jeg på enkelte længere ture på floden. Jeg fandt
også nogle gode stier lidt længere væk fra landsbyen, som går igennem relativt uforstyrret skov.
Det er her, det har vist sig med størst tydelighed, hvilket potentiale området har, når jeg f.eks.
på næsten alle mine ture i regntiden, hvor der er blød mudder på stierne, har kunnet finde spor af
storvildt som Tapir og Jaguar. Den meget sjældne Giant Anteater (Kæmpe-Myresluger) skulle ifølge
pålidelige informationer også findes her. Den har jeg ikke set, men jeg har enkelte observationer
af arten Richmond's Squirrel, en endemisk egern-art som kun findes på Nicaraguas Atlanterhavsside.
Ifølge en 15 år gammel oversigt over Nicaraguas biodiversitet skulle arten ikke være set siden
1968, og betragtes som akut udryddelsestruet. Om fugle-storvildtet: se under arts- og
lokalitetslisten senere. Med omkring 3½ meter nedbør om året er området "moderat" fugtigt.
Regntiden falder fra maj til december, men til tider trækker den ud til januar/februar.
Resten af landet.
En del af tiden opholdt jeg mig i Managua, hvorfra jeg gjorde en del udflugter i weekenderne, mest
til forskellige vådområder/sumplokaliteter, da de fleste af skovene på Stillehavssiden af landet
for længst er blevet ryddet. Reservatsystemet er endnu i støbeskeen, men der eksisterer nogle få
godt beskyttede regerings-reservater nær hovedstaden omkring de mest kendte vulkan-toppe, og
enkelte små private reservater.
Det følgende giver en oversigt over interessante lokaliteter og særligt bemærkelsesværdige arter.
Lokaliteter:
(for fuglearter mærket *, se uddybende omtale i den efterfølgende artsliste)
Alamikangban: Min "hjemmebase". Selvom jeg har tilbragt sammenlagt
omkring et år fordelt over tre år (juli 2000 - juli 2003) er stedet stadig ikke fuldt udforsket...
Men mine foreløbige undersøgelser afslører en stor artsdiversitet, jeg har registreret 299 arter
i kommunen, ud af en potentiel liste jeg har udarbejdet for området på godt 400 arter. Og der er
eksklusive arter imellem! Great Jacamar*
har tidligere haft sin kendte nordgrænse i Costa Rica, men jeg har fundet den her, 300 km N for
grænsen til C.R. Og Crested Eagle*,
Harpyens "lillebror" har jeg set ved et par lejligheder i regnskoven. Fyrreskoven rummer mange
specialiteter, bl.a. en stor bestand af Yellow-naped
Parrot* (racen parvipes), den endemiske Mosquitia Hummingbird* (tidligere betragtet som en race af
Azure-crowned Hummingbird), og udbredte fyrreskovs/højlandsarter som Acorn
Woodpecker, Grace's Warbler, Hepatic
Tanager m.fl., hvoraf de fleste her har deres sydlige udbredelsesgrænse. Arter som
Eastern Meadowlark og Vermillion
Flycatcher er også karakterarter i fyrreskovssavannen.
I bambusskovene langs Prinzapolka-floden findes en meget lokalt udbredt fluesnapper,
Tawny-chested Flycatcher*. En anden art
med en næsten lige så begrænset udbredelse er Nicaraguan Seedfinch*, registreret her i åbne områder, som
oversvømmes i regntiden. De store laguner huser et rigt sumpfugleliv, og i
Mosquitia-regionen findes Mellemamerikas største bestand af den gigantiske
Jabiru-stork*. Jeg har registreret 8
papegøjearter derude, incl. Rød Ara (Scarlet Macaw, dog kun en
enkelt observation af en enkelt fugl). Jeg har desværre stadig Grøn Ara* til gode (Great Green Macaw). Ifølge pålidelige lokale
udsagn skulle denne dog stadig findes i området, især hvor der står gammel fyrreskov med store
træer. At skoven er meget varieret ses bl.a. også af det faktum, at jeg har 10 spættearter på min
liste fra Alamikangban. Som yderligere eksempler på områdets store diversitet kan nævnes at jeg har
registreret 22 rovfuglearter (+ 4 gribbearter) - en af dem den efterhånden meget sjældne
Red-throated Caracara*, 12
kolibrier, 31 fluesnappere, 12 antbirds, 11 ovnfugle/woodcreepers, 22 arter amerikanske sangere
(wood warblers) samt 20 tangarer/honeycreepers. Og listen er langtfra komplet, bl.a. er det ikke
så mange nataktive fugle, der er registreret (3 natravne/nathøge, 1 potoo, 2 ugler).
Området råder endnu ikke over infrastruktur til at modtage økoturister, men der har været megen
snak om mulighederne for at starte op med denne aktivitet som en alternativ kilde til indkomster
for lokalbefolkningen. På trods af de "rustikke" forhold har jeg og ca. 50 andre danskere besøgt
Alamikangban og Prinzapolka på turene med Viktors
Farmor i januar-marts 2005, 2006 og 2007 samt november 2007 og 2008.
Selva Negra: et af Nicaraguas mest kendte turistmål (har
egen hjemmeside). Stedet er en kaffefinca i Nicaraguas
centrale højland, hvor tyske kaffedyrkere for over 100 år siden slog sig ned. De døbte fincaen
"Sortskoven" efter deres hjemlands Schwartzwald. Ejerne har ladet en del af fincaen ligge hen
som urørt skov, og det er en stor del af grunden til deres succes. Stedet ligger på den fugtige
side af bjergene, og skoven er en evigt dryppende våd tågeskov i op til 1300 meters højde. Her
møder man forskellige udbredte højlandsarter som Emerald Toucanet
og Three-wattled Bellbird, og den flotte blå
Bushy-crested Jay har her sin sydligste forekomst. Det samme
gælder kolibrien Green-breasted
Mountain-Gem*, som har en lille udbredelse i Nicaragua og Honduras. Jeg har hørt
Bellbird'en adskillige gange i Costa Rica, men Selva Negra er det eneste sted, hvor jeg har set
den! Under et ophold i december 2002 sås der dagligt Resplendent Quetzal!
Mombacho: en udslukt, skovdækket vulkan. Vulkanerne i Nicaragua
fungerer som isolerede "øer" af højlandshabitat, og når de får lov til at ligge længe uden nye
udbrud, udvikles der i mange tilfælde endemiske arter. Mombacho er bl.a. kendt for en endemisk
sommerfugl, en endemisk orkide samt en endemisk salamander. Skoven på toppen af Mombacho er
en våd dværg-tågeskov. Selv i tørtiden ligger vulkanen næsten altid med en "hat" af skyer. På
fuglesiden er stedet også specielt, selvom artsantallet ikke er stort. Men her findes bl.a.
den utroligt smukke kolibri Purple-throated Mountain-Gem, som
ellers kun er kendt fra Costa Rica og Panama. Stedet huser også flere arter, som i Nicaragua
ellers kun findes i regnskoven på atlanterhavssiden af landet, som
Keel-billed Toucan og Red-lored
Parrot. I den lidt mere tørre skov ved foden af vulkanen og på den lavere del af
skråningerne kan man finde Long-tailed Manakin, en juvel af en
fugl med en lidt "manisk" adfærd, som det gælder generelt for alle manakiner.
Nicaragua-søen: en af Amerikas største søer, 58x177 km på de
bredeste steder (kun "Great Lakes" på grænsen mellem USA og Canada er større). Det er verdens
tiendestørste ferskvandsreservoir. Søen er bl.a. berømt for at huse verdens eneste ferskvandshaj.
Selve søen er dyb og rummer kun få fugle, som regel fouragerer blot lidt skarver og terner langs
bredderne. Men i tilstødende områder langs med søen er der store vådområder med rørskove,
græssede enge og lavvandede laguner, og de er bestemt interessante fuglemæssigt! Nord for Granada
ligger et område som jeg jævnligt har besøgt, og der er altid mange sumpfugle til stede, som regel
i store tal. Bl.a. har jeg registreret op til 12 Least Grebe, 110
White Pelican, 26 White-faced Ibis,
20 Lesser Scaup (Lille Bjergand), 10
Fulvous Whistling-Duck*, 8 Fiskeørne, 2 Snail Kite, 1 Pearl Kite* (set regelmæssigt her), 2
Vandrefalk, 7 Purple Gallinule
(Amerikansk Sultanhøne), 4 Limpkin,29 Double-striped Thick-knee, 275 Northern
Jacana, 220 Semipalmated Plover, 6
Collared Plover, 10 Killdeer, 130
Least Sandpiper (Amerikansk Dværgryle), 10
Western Sandpiper (Alaskaryle), 50
Semipalmated Sandpiper (Tyknæbbet Dværgryle), 4
Stilt Sandpiper (Klireryle), 490
Long-billed Dowitcher (Langnæbbet Sneppeklire), 20
Lesser Yellowlegs (Lille Gulbenet Klire), 245
Greater Yellowlegs (Stor Gulbenet Klire), 820
Black Skimmer (!!), 400
Red-winged Blackbird. Den endemiske art (for Nicaragua og Costa
Rica) Nicaraguan Grackle* findes i
vådområder rundt om søen, bl.a. i nævnte område ved Granada. Vådområderne er mest interessante at
besøge i tørtiden, hvor de tørrer ud, og fuglene koncentreres de fugtigste steder.
I sydøsthjørnet af søen findes en øgruppe, Solentiname, hvor der er flere ubeboede øer med store
fuglekolonier. Mest dominerende er arter af skarver, storke, ibisser og hejrer, men observationer
siden 2005 tyder på, at her også yngler såvel Magnificent
Frigatebird som Brown Pelican, arter som normalt regnes for
at være marine (tilknyttet saltvand). Begge arterne ses regelmæssigt fouragere i både
Nicaragua-søen og Nicaraguas anden store sø:
Managua-søen,der huser tilsvarende habitater langs bredderne som
Nicaragua-søen, men som dog adskiller sig ved at huse en del flere andefugle, op til 430
Blåvingede ænder, 185 Skeænder, 2
Cinnamon Teal (Kaneland) og 260
Black-bellied Whistling-Duck, samt op til 135
Rovterner.
Bosawás: et kæmpemæssigt regnskovsområde i den nordøstlige del af
landet mod Río Coco og grænsen til Honduras, udpeget som reservat (8000 km²). Der findes et
tilsvarende areal på den anden side af grænsen. Området er stærkt kuperet og svært tilgængeligt.
Den store beskyttelsesmæssige værdi hænger især sammen med, at der her findes ubrudte
overgangszoner af skovdække fra de højeste toppe til lavlandsregnskoven, hvilket muliggør
højdetræk af arter som Three-wattled Bellbird og
Resplendent Quetzal, samt flere arter sjældne kolibrier.
Områdets størrelse gør, at der er basis for levedygtige bestande af f.eks.
Harpy og Great Green
Macaw*, arter som ellers er stærkt trængte i Mellemamerika. En art som
Orange-breasted Falcon, som i Mellemamerika ellers kun kendes fra
Guatemala/Belize og fra Panama (ingen observationer i mange år fra Costa Rica) burde også kunne
eksistere her. Scarlet Macaw skulle være relativt talrig. Først
"for nylig" (i 1990'erne) er det beskrevet, at den bestand af Scarlet Macaw (Rød Ara) som
forekommer her, er en anden race (cyanoptera) end den fra Costa Rica og sydpå vidt udbredte
macao. I april 2006 er der via Nicaraguanske nyhedsmedier fremkommet oplysninger (med foto)
om, at der i udkanten af Bosawás er skudt en sort guan, som ud fra de slørede billeder, jeg har
set, umiskendeligt ser ud til at være den i Costa Rica og Panamá forekommende
Black Guan. Hvis disse oplysninger kan bekræftes, vil det være lidt
af en ornitologisk sensation, idet det almindeligvis har været antaget, at de to sorte arter af
guaner i Mellemamerika, Black Guan og Highland Guan, har været adskilt af det Nicaraguanske
lavland.
Foreløbigt er Bosawás mest beskyttet på papiret, og der foregår omfattende illegal træhugst,
ligesom der finder en stadig (ulovlig) indvandring af mestiz-bønder sted ind i reservatet. Spredt
i området findes en del landsbyer, som fortrinsvis bebos af indianere af sumo-stammen (=mayangna).
Miljøministeriet driver en feltstation, og der er mulighed for at overnatte ude midt i regnskoven.
Danida er også involveret i arbejde i reservatet, bl.a. støtter de organisering (og aflønning) af
parkvagter. Muligheden for som turist at overnatte i reservatet har desværre hidtil ikke været
meget udnyttet, idet området har huset de sidste bevæbnede grupperinger, som har skjult sig i
skoven og har nægtet at aflevere våbnene efter 1980'ernes borgerkrig. I 2001 førte regeringshæren
dog en markant offensiv, hvor man fik afvæbnet (eller dræbt) de sidste oprørsstyrker, og siden har
der ikke været meldt om nye politiske væbnede grupper (men nok en røverbande i ny og næ).
Det skulle således nu være rimeligt sikkert at besøge Bosawás.
El Doradito, Murra: I departementet Nueva Segovia tæt på grænsen til
Honduras findes et spændende bjergområde, hvor der stadig er et relativt højt skovdække, på trods
af, at området på ingen måde er registreret som beskyttet. Denne bjergskov har nogle specielle
karakteristika, og er i flere oversigter over Mellemamerikas vegetationstyper klassificeret som
"bjergregnskov" - altså ikke den mere udbredte "tågeskov". Jeg er ikke inde i de botaniske og
klimatiske definitioner, men sikkert er det, at området er særdeles spændende. Jeg besøgte først
El Doradito i forbindelse med en undersøgelse af fugle i kaffefincaer, som jeg lavede for
Mellemfolkeligt Samvirke i vinteren 2002/03 (se under litteraturlisten.
Senere har vi sammen med et par gode venner købt et
stykke skov i området, og jeg har derfor haft mulighed for at studere fuglelivet en smule mere
indgående.
En større gruppe danskere - hvor jeg er én af dem - købte i 2008 en finca for at dyrke kaffe
og natur i det samme område - se denne hjemmeside.
Jeg har her fundet tre rødlistede arter, bl.a. er det det eneste sted, hvor jeg har set
Keel-billed Motmot, en art som har en ganske stor udbredelse, men
alle steder synes at være meget spredt forekommende. Og jeg har en enkelt observation af
Golden-cheeked Warbler, som kun yngler i et lille begrænset område
i Texas med en bestand på få tusind fugle, og som om vinteren er fundet i et område i bjergene fra
Guatemala til det nordlige Nicaragua (med enkelte obs. de senere år fra Costa Rica). El Doradito er
også det eneste sted, hvor jeg har set fire arter af tukaner på ét sted - ikke samtidig, men
indenfor den samme kaffefinca! Her har jeg også fundet Bay-headed
Tanager, en fuldstændig utroligt farvet tangar med blåt benzinfarvet bryst, som ellers kun
har været kendt fra Costa Rica og Panamá. Dette "hop" i udbredelse er meget overraskende, da det
normalt er en art som forekommer i "mellemhøjder", men altså undgår lavland - og derfor har man
regnet det Nicaraguanske lavland som den spredningsbarriere, der afholdt arten fra at trænge
længere nordpå.
Området er medtaget på en liste med forslag til udpegning af Nicaraguanske "IBA-områder" (Important Bird Areas)
ifølge BirdLife Internationals kriterier - se forslaget her (på spansk).
Río San Juan/Indio-Maíz-reservatet: i landets sydøstlige hjørne
ligger et stort regnskovsområde, en del af det såkaldte "Si a paz"-reservat, et tværnationalt
fredningsinitiativ mellem Nicaragua og Costa Rica. Den nicaraguanske del af området er erklæret FN
"Man and Biosphere" Reservat, og omfatter 3500 km². Langt de største naturværdier findes på
Nicaragua-siden, hvor skoven er stort set intakt, og der kun lever en relativt lille menneskelig
befolkning. På Costa Rica-bredden af grænsefloden Río San Juan er landet næsten totalt ryddet, og
store områder er dækket af banan- og appelsinplantager. Området modtager op mod 5 meter nedbør om
året, og kan dermed karakteriseres som meget våd regnskov. Tørtiden er "dårligt defineret" som
det tørt bemærkes i guidebøgerne - dvs. det regner altid! Der findes i området de første spæde
tiltag til økoturisme, bl.a. lodgen "Refugio Bartola", som har sit eget stisystem, og hvor man kan
låne en kano og udforske bifloderne. Her er der som det eneste sted i Nicaragua registreret bl.a.
Purple-throated Fruitcrow, Bare-necked
Umbrellabird, Pied Puffbird,
Yellow-margined Flycatcher, Wing-banded Antbird* og Olive-backed
Quaildove (sidstnævnte har jeg dog muligvis set ved Alamikangban). Antbird'en er en art,
som først for nyligt er fundet i Costa Rica (ellers findes den fra Panama og sydpå). På 2 besøg i 1994 og 1999 har University of
California undersøgt dette område, hvor de på et areal svarende til 1 km² har registreret 255
fuglearter, og de anslår at området reelt huser ca. 300 arter. Bl.a. registrerede de hele 19 arter
antbirds! I betragtning af, at området er langt dårligere undersøgt end tilsvarende kendte steder i
Costa Rica, er der her tale om en mindst lige så høj artsdiversitet. På mine egne talrige besøg
siden december 2002 sammen med danske fuglekiggere har vi bl.a. set så højt eftertragtede arter
som Sunbittern, Snowcap og
Great Green Macaw* (Grøn Ara) -
sidstnævnte dagligt i antal op til ca. 10 (i december). Refugio Bartola giver et
overvældende indtryk af regnskovs-diversitet, selvom vi på disse korte besøg selvfølgelig kun har
"krattet lidt i overfladen". Andre arter, som har gjort stort indtryk, er Short-tailed Nighthawk (ofte omkring lodgen om morgenen), de smukke
motmot'er Rufous og Broad-billed
Motmot, Great Jacamar*
(2. iagttagelse i Nicaragua), Black-crested Coquette,
White-necked Jacobin, Purple-crowned
Fairy, Cinnamon Woodpecker,
White-fronted Nunbird, Black-striped
Woodcreeper, Bare-necked Umbrellabird,
Snowy Cotinga - og meget andet!
Floden Río San Juan med dens sumpede omgivelser huser rigtigt mange vandfugle, og en sejltur her
er altid en interessant oplevelse. Flest fugle ses i tørtiden, hvor fuglene koncentreres langs
bredderne - store mængder af hejrer, storke og ibisser. Sidst på tørtiden i april og starten af maj
ses der hvert år små grupper af Jabiru*. Under
den nordlige vinter overvintrer mange ænder som Blåvinget And og
Lille Bjergand - af sidstnævnte taltes i november 2004 ikke færre
end 8700 under en flodrejse mellem San Carlos og Sábalos.
Golfo de Fonseca i landets nordvestlige hjørne mod Honduras huser
bl.a. verdens største koloni af Brilleterne af racen nelsoni,
som kun forekommer i det østlige Stillehav langs Mellemamerikas kyster. Ca. 800-1000 par skulle
yngle på øerne Los Farallones i august måned, sammen med
Pragtfregatfugl (Magnificent Frigatebird),
Brun Sule og Blåfodet Sule. På
skråningerne af den nærliggende vulkan Cosigüina findes en af de sidste rester af intakt skov på
stillehavssiden af Nicaragua, i teorien beskyttet, hvor der efter sigende overlever en lille
bestand af Scarlet Macaw.
Artsliste:
-en kommenteret liste over udvalgte fuglearter, som Nicaragua har en særlig betydning for.
(Arter, vi har billeder eller lydoptagelser af, er markeret med henholdsvis et kamera-
og en lyd-ikon 
- klikbare).
Jabiru: Mellemamerikas største bestand af denne
næsten mandshøje stork findes i Mosquitia-regionen i Nicaragua, hvor der på en flytælling i 1992
taltes ikke færre end 74 fugle og fandtes 6 aktive reder. Jeg selv har set arten nær Alamikangban
en enkelt gang i tørtiden, hvor et eksemplar opholdt sig i en udtørrende sump, som den var i færd
med at tømme for fisk og padder. Også omkring Río San Juan må der findes en bestand, her har jeg
sidst på tørtiden set flere små grupper af fugle, inkl. ungfugle.
Fulvous Whistling-Duck: står ikke på
Nicaraguas officielle fugleliste, men ikke desto mindre har jeg ofte registreret arten, bl.a. en
flok på 660 i en midlertidig sø, som var opstået efter en af de orkaner, som har hærget landet, og
980 i en rismark, som støder op til den panamerikanske highway. Det er store forekomster for en
art, som ikke skulle findes i landet! Jeg har også set stærke indicier for, at arten skulle yngle
her.
Crested Eagle: en meget sjælden, stor
rovfugl, som lever af byttedyr op til små aber i størrelse, i uforstyrrede store skovområder. Der
foreligger kun meget få pålidelige observationer fra hele Mellemamerika de seneste tiår, fra de
fleste områder lige så få eller færre end af dens "storebror" Harpyen. Figurerer ikke på den
officielle fugleliste for Nicaragua, men jeg har set arten 2 gange (2 forskellige fugle) i
regnskoven ved Alamikangban, hvor der formentlig findes en fast bestand. På IUCN/BirdLife's
Rødliste er arten kategoriseret som truet (sårbar).
Pearl Kite: en art med en meget interessant
udbredelse, idet den i Mellemamerika traditionelt kun findes i Nicaragua, og så er den under
indvandring sydfra til Panama og Costa Rica. Den nicaraguanske bestand er historisk kendt fra
området imellem de to store søer, en ret tør zone hvor den oprindelige skov for store deles
vedkommende er ret åben, og løvfældende i tørtiden. Arten er knyttet til halvåbne habitater, og
dens spredning i Panama sættes i forbindelse med skovrydning (ligesom tidligere White-tailed Kite,
den amerikanske Blå Glente, indvandrede som følge af skovrydning). Det er lidt af gåde, hvorfor
Pearl Kite har haft denne specielle udbredelse, da den samme skov- og landskabstype, hvor den
forekommer i Nicaragua, også findes i Costa Rica, hvor arten kun er truffet få gange. I en
opgørelse over Nicaraguas biodiversitet fra 1990 sattes der spørgsmålstegn ved, om arten stadig
findes her. Det kan jeg konstatere, at den gør, idet jeg har i alt 9 iagttagelser fra Nicaragua af
op til 3 fugle sammen, den ene obs. af en ungfugl.
Aplomado Falcon: en stor og markant,
langhalet falk, som mange har et forhold til, da den findes afbildet i de nordamerikanske
fuglebøger - men færre har set den! Arten er udbredt i store dele af Amerika fra Mexico til
Ildlandet, men de fleste steder meget lokalt. Findes i forskellige åbne habitater, bl.a. i
Mosquitia-regionens åbne fyrreskovssavanne. Aplomado Falcon er registreret seks gange i
Alamikangban, heraf to gange i tørtiden, hvor fuglen fulgte en afbrænding af underskoven, hvor den
fangede insekter, som flygtede fra ilden. En anden gang drejede observationen sig om et par, som
lavede luftlege sammen. Aplomado Falcon skal man ikke regne med at få at se på en fugletur til
Costa Rica, hvor ikke er registreret mere end en højst en håndfuld gange.
Red-throated Caracara: en meget sjælden stor rovfugl, som tidligere var udbredt til et stykke op
i Mexico, men af delvist uforklarlige årsager i løbet af de sidste 20 år er forsvundet fra
kæmpemæssige områder. Den findes i forbindelse med regnskov. Jeg har set arten ved to lejligheder
omkring Alamikangban, og en enkelt gang ved Río San Juan, alle gangene i noget forstyrret
"sekundær" skov. Så arten holder altså stand i Nicaragua, og det må være nær den aktuelle
nordgrænse. Den østlige del af Honduras er imidlertid også dårligt kendt, og herfra er der for
nylig rapporteret om et fund af arten (Tom Jenners
hjemmeside Mayanbirding).
Pacific Parakeet: en parakit-art, som er udbredt i et begrænset
område langs Stillehavet fra det sydlige Mexico til Nicaragua, hvor den til gengæld er ganske
talrig. Bl.a. havde vi et par ynglende i et udvidet spættehul i vores have lidt udenfor Managua.
Yngler både i huller i træer og i klippeskrænter, hvor den ofte optræder i større kolonier. I
disse kolonier overnatter fuglene året rundt; nær Managua findes flere steder, hvor man kan se op
til 300 fugle komme ind til overnatning. Den meget nærtbeslægtede
Red-throated Parakeet findes udbredt i et endnu mindre område i
højlandet i Honduras og det nordlige Nicaragua. De to former indgår måske i én "superart", som i
så tilfælde hedder Green Parakeet.
Great Green Macaw/Grøn Ara: som de fleste
af de store ara-papegøjer er denne art truet, af habitatødelæggelser og af indfangning til
fangenskab. Arten er udbredt fra Honduras til Ecuador, men med størstedelen af sin bestand
indenfor Nicaraguas grænser. Man regner med at der i alt i verden findes blot 2500 fugle, hvoraf
1500-1800 lever i og omkring Indio Maíz reservatet i det sydøstlige Nicaragua. Arten er meget
afhængig af store træer med huller, hvor den kan anbringe sin rede. Læs mere (på dansk) om Grøn
Ara på Nepenthes' hjemmeside.
Yellow-naped
Parrot: optræder i Nicaragua med (mindst) to racer: nominatracen
auropalliata på stillehavssiden af landet, og parvipes i fyrreskovszonen i La
Mosquitia. Denne race har røde forvinger, og repræsenterer måske en overgangsform mellem
Yellow-naped og Yellow-headed Parrot. Desuden er jeg i 2004/2005 blevet opmærksom på en (af
videnskaben tilsyneladende hidtil ukendt) bestand på Solentiname-øerne i Nicaragua-søen, som viser
blandede karaktertræk mellem de to kendte racer! (se
billederne).
Great Jacamar: en farvestrålende
isfugle-beslægtet art, som lever af at fange store insekter i primær-regnskov. Er ikke tidligere
kendt fra Mellemamerika nord for Costa Rica, men jeg har en iagttagelse af en enkelt fugl fra
regnskoven ved Alamikangban, og Ole Thorup fandt en ved Refugio Bartola, nabo til Indio
Maíz-reservatet. Og for nylig er arten også registreret i Honduras ifølge
hjemmesiden Birds of Honduras. I Costa
Rica er arten tilsyneladende sjælden, i 38 turrapporter jeg har checket, var arten kun nævnt i
én rapport.
Green-and-rufous Kingfisher: af
Amerikas 6 isfuglearter er denne den mindst udbredte. Den findes i Alamikangban nær sin nordgrænse,
som er i det sydligste Honduras, hvorfra der foreligger en enkelt observation.
Green-breasted Mountain-Gem: en
højlands-kolibri, hvis meget begrænsede udbredelse deles mellem Honduras og Nicaragua, hvor den
ifølge litteraturen findes i over 1400 meters højde (jeg har dog registreret den ned til ca. 1000
meter over havets overflade). Indenfor sit udbredelsesområde er den relativt talrig.
Mosquitia Hummingbird: af flere arter, som i Mosquitia-regionens fyrreskovssavanne har udviklet
endemiske former, er denne den mest markante. Mosquitia Hummingbird findes kun i det caribiske
lavland i Honduras og Nicaragua, hvor den fouragerer på insekter og nektar fra snylteplanter på
fyrretræerne, til tider højt oppe i trækronerne. Regnedes tidligere som en race af højlands-arten
Azure-crowned Hummingbird, men adskiller sig markant ved at have smaragd-grøn pande og isse i
modsætning til Azure-crowned's turkis/violet-blå. De to former er udbredt i isolerede
fyrreskovs-regioner, og der findes ingen kontaktzoner.
Hoffmann's Woodpecker: en spætte med en meget
lille udbredelse i det vestlige Nicaragua og et stykke ned i Costa Rica. Udbredelsen falder sammen
med det område, hvor størstedelen af nicaraguanerne har bosat sig, men arten er heldigvis meget
tilpasningsdygtig, og er at betegne som karakterart i det opdyrkede landskab, blot der står enkelte
træer tilbage - således havde vi den også i haven udenfor Managua. Hoffmann's Woodpecker er også en
art, hvis systematiske status er under diskussion, idet den i kontaktzonerne med nærtbeslægtede
former (Golden-fronted Woodpecker, Red-crowned Woodpecker) åbenbart hybridiserer.
Tawny-chested Flycatcher: en yderst lokalt
udbredt fluesnapper, udbredelsen strækker sig over nogle få hundrede kilometer i det østlige
Nicaragua og Costa Rica. Den er dog for nyligt (2004) fundet i Honduras, ifølge hjemmesiden
Birds of Honduras. I
Alamikangban er den mulig at finde i bambuszonen (som den øjensynligt er stærkt knyttet til), mens
den i Costa Rica er en "dyr" og svær art at krydse. Står opført på IUCN/BirdLife's Rødliste som
truet (sårbar), men da artens potentielle udbredelsesområde i Nicaragua (den østlige halvdel af
landet) er utroligt dårligt undersøgt, er det muligt, at den med større viden kan
"ned-klassificeres" til "nær-truet". Før jeg bosatte mig i Alamikangban, var arten kun kendt fra
Nicaragua i form af nogle historiske museums-skind!
Wing-banded Antbird: findes med en nordlig
"forpost" i meget våd regnskov i det sydøstlige Nicaragua. Arten er først fornyligt fundet i Costa
Rica (hvor den i betragtning af den høje ornitologiske aktivitet næppe kan være særligt
almindelig), og en sammenhængende bestand starter først fra Panamá.
Nicaraguan Seedfinch/Nicaraguan
Grackle: to endemiske arter, som tilmed har
fået "Nicaragua" indføjet som en del af deres navn, selvom udbredelsen deles med Costa Rica. Begge
findes i sumpområder langs Nicaraguas sydlige grænse og kan være svære at finde. Grackle'n er den
lettest tilgængelige af de to arter (nordpå til Granada). Seedfinch'en er for nylig fundet nær
Alamikangban ved Prinzapolkafloden, formentlig nær udbredelsens nordgrænse.
Litteratur:
Det er som nævnt svært at skaffe
nyere oplysninger om fuglefaunaen i Nicaragua,
men her er nævnt de tilgængelige
håndbøger plus et par artikler, som
interesserede evt. vil finde brugbare.
Et par af de nyest udkomne af felthåndbøgerne har jeg skrevet anmeldelser til, som man er
velkommen til at studere (links ved hver titel).
Udover de nævnte håndbøger som
dækker forskellige dele af Mellemamerika,
har man i felten brug for en nordamerikansk
fieldguide til trækfuglene fra USA og
Canada. Den nævnte nye (fra 2006) "A Field Guide to the Birds
of Mexico and Central America" dækker ganske vist alt - og
vil være god at have med i lommen - men som det fremgår af
min anmeldelse er teksten for kort (2-3
linier pr. art) og illustrationerne for små og dårligt
reproducerede, så man vil under alle omstændigheder ikke kunne undvære
Howell & Webb samt Stiles & Skutch.
Cody, M.L. 2000: Two new species for Nicaragua. Cotinga 13: 65-66.
Garrigues, R. & R. Dean 2007: Field Guide to the Birds of Costa Rica. Christopher
Helm, London. Læs min anmeldelse her.
Howell, S.N.G. & S. Webb 1995: A guide to the birds of Mexico and Northern Central
America. Oxford University Press.
Martínez-Sánchez, J.C. 1990: Biodiversidad en Nicaragua: Estado actual de
conocimiento sobre la fauna vertebrada. World Wildlife Fund - USA.
Martínez-Sánchez, J.C. 2006 (red.): Thomas R. Howell's 1983-1993 Check-list
of the Birds of Nicaragua. Udgivet elektronisk privat.
Martínez-Sánchez, J.C. 2007 (red.): Lista Patrón de las aves de Nicaragua. Con información
de nuevos registros, distribución y localidades donde observar aves. Alianza para las Areas
Silvestres/ALAS, Managua, Nicaragua.
Digital kopi fra
www.bio-nica.info.
Múnera-Roldán, C., M.L. Cody, R.H. Schiele-Zavala, B.J. Sigel, S. Woltmann & J.P. Kjeldsen 2007:
New and noteworthy records of birds from south-eastern Nicaragua. Bulletin of the British
Ornithologists' Club 127: 152-161.
Digital kopi fra
www.bio-nica.info.
Ridgely, Robert S. & J.A. Gwynne 1989: A guide to the birds of Panama with Costa Rica,
Nicaragua, and Honduras. Second Edition. Princeton University Press.
Stiles, F.G. & A. Skutch 1989: A guide to the birds of Costa Rica. Comstock/Cornell,
New York.
van Perlo, B. 2006: A Field Guide to the Birds of Mexico and Central America.
Collins. Læs min anmeldelse her.
Wheatley, N. & D. Brewer 2001: Where to watch birds in Central America & the Caribbean.
Helm.
Wiedenfeld, D.A., J. Morales M. & M. Lezama L. 2001: Sight records of new species
for Nicaragua and noteworthy records on range and occurrence. Cotinga 15: 53-57.
Zolotoff-Pallais, J.M., S. Morales & M. Torres 2006: Important Bird Areas (Areas
Importantes para Aves) en Nicaragua, Selección Preliminar. Fundación Cocibolca & Alas.
Digital kopi fra
www.bio-nica.info.
Den nævnte "Lista Patrón..." af Martínez-Sánchez (2007)
er den nye "officielle" fugleliste over Nicaragua, hvor jeg har bidraget med mange observationer.
Listen er på spansk, men fuglenes videnskabelige og engelske navne er også anført.
Jeg har også selv skrevet et par større afhandlinger om mine fugleregistreringer
i Nicaragua - desværre er begge forfattet på spansk! De er lagt på nettet
som downloadbare .pdf-filer. Den ene omhandler fuglene i Prinzapolka-området -
kan hentes her.
Den anden er den omtalte rapport om fugle i kaffefincaer - den findes
her. Desuden
har jeg sammenskrevet en kommenteret liste - også på spansk - over mine fund
af nye fuglearter for Nicaragua, samt enkelte andre arter, hvor mine obs.
bidrager med ny viden - findes
her. Den i litteraturlisten nævnte artikel
af Múnera-Roldán et al. - på engelsk, yes! - som jeg er medforfatter på, om nye
og interessante fugleiagttagelser fra Río San Juan, er for nyligt publiceret i Bulletin of
the British Ornithological Club. Bio-Nica har lagt artiklen online på nettet,
hvilket jeg er meget glad for!.
Iøvrigt er dette "virtuelle bibliotek" Bio-Nica en
fantastisk ressource; her kan man finde stort set alle artikler om fugle, som
på en eller anden måde berører Nicaragua - til fri download (-men jeg er nu
ikke sikker på, at ophavsretten i alle tilfælde er respekteret!)...
Angående fuglestemmer, så kan jeg henvise - ud over mine egne indspilninger
her på siden - til en nyudgivet (september 2008) CD med .mp3-filer med stemmeoptagelser af 253
fuglearter fra Nicaragua, foretaget af to nordamerikanere, Doug Knapp og Tom Will. CD'en
skulle angiveligt være "iPod ready", hvilket vil sige, at man til hver indspilning
får et lille billede af den aktuelle fugleart på skærmen på sin afspiller. Den er produceret af det hollandske firma
birdSounds.nl, og den kan bestilles direkte fra firmaets hjemmeside.
Jeg har haft lejlighed til at lytte CD'en igennem, og vil mene at det et fornuftigt artsudvalg
med Nicaragua-typiske arter, og så er det en fornøjelse, at optagelserne får lov til at "folde sig ud",
de fleste af dem er mellem ½ og 1 minut, og der er enkelte indspilninger på op til 5-7 minutter (bl.a. lange fornøjelige
sekvenser med Laughing Falcon og Collared Forest-Falcon). CD'en
kan evt. suppleres med indspilninger fra Costa Rica (kan bestilles fra samme firma).
Hvis man er interesseret i fuglestemmer bør man også opsøge den fantastiske hjemmeside
Xeno-canto bird songs from the Americas,
hvor ornitologer har lagt deres stemmeoptagelser fra Syd- og Mellemamerika ud
på internettet til fri download - også en fabelagtig ressource! I øjeblikket (september 2008)
findes der ca. 20.000 optagelser af over 3200 arter! En fin funktion er, at man også kan lægge
uidentificerede optagelser på siden, og få hjælp til bestemmelsen.