MS's tidsskrift Kontakt udgav i december 2003 et særnummer om indfødte, i anledning af afslutningen af FNs tiår for indfødte folk. Til dette nummer havde Mie skrevet denne artikel:

Uligheden er tilsigtet

I Nicaragua slår fattige nybyggere sig ned på miskitoindianernes fællesjorder. Det må de ikke, siger loven. Men hvorfor har oprindelige folk behov for ekstra beskyttelse?

"Hvorfor skal de oprindelige folk have særlige rettigheder?"
Det spørgsmål stillede bonden Roman Solórzano, da miskitoindianeren Rufino Johnson fra samfundet Layasiksa søgte at forklare, hvorfor Roman ikke kunne bosætte sig på den plet jord han havde udset sig nær det lille samfund ved Prinzapolkafloden i det østlige Nicaragua. Her havde han bygget sig en hytte af rå planker og sort plastik, et foreløbigt ly for sig selv og sin familie. Han var også begyndt at rydde den omgivende vegetation af tæt regnskov.
Rufino var ikke alene. Dommeren i Prinzapolkakommunen, David Rodríguez, var også med. Som såkaldt síndico repræsenterede Rufino miskitoindianernes interesser i sager vedrørende fællesjorden. Sammen med politiet skulle dommeren og síndicoen nu sørge for at den gruppe kolonister, som gennem nogen tid havde forsøgt at etablere sig på Layasiksas fællesjorder, blev smidt ud.
Roman Solórzano er en hårdt prøvet mand. Han kommer fra det tørkeramte nordlige Nicaragua, hvor den kriseramte kaffeproduktion de seneste år har tvunget mange landarbejderfamilier fra hus og hjem. Med sulten i hælene har han som så mange andre følt sig tvunget til at begive sig af sted med hele sin familie for at søge overlevelse andre steder. De søger østpå, hvor der siges stadig at være muligheder for nybyggere, der med hårdt arbejde kan opdyrke en plet jord og så lidt majs og bønner til familiens overlevelse.
Mange andre fattige bønder har uforstående spurgt om det samme som Roman Solórzano, når de af miskitoindianernes råd af landsbyældste blev stillet overfor kravet om at forlade den tilsyneladende ubeboede jord, de havde fundet i det uvejsomme område af regnskov, sumpe og laguner. Her oplever de til deres undren og frustration, at de ikke er velsete. De mødes med uvilje og vrede af områdets befolkning af oprindelige miskitoer eller mayangnaer, som henviser til at jorden er deres. Før i tiden kunne kolonisterne uden modstand slå sig ned, for områdets oprindelige befolkning havde ingen magt til at hævde deres krav på området. Men det har ændret sig gennem de sidste år.

Et politisk begreb
Betegnelsen oprindelige folk dækker ifølge FN over et etnisk mindretal af en stats befolkningen, som i kulturel praksis adskiller sig væsentligt fra statens flertal, for eksempel ved at have eget sprog, egne skikke, eller egen religion. Der er ofte - men ikke altid - tale om landets oprindelige befolkning. Termen oprindelige folk er nemlig at forstå som et politisk begreb og en betegnelse som en gruppe hæfter på sig selv og søger anerkendt af staten og det internationale samfund. Det er en betegnelse som rigtig får betydning i det øjeblik den skal stå sin prøve ved domstolene, hvor det er staten mod den pågældende etniske gruppe.
Oprindelige folks rettigheder finder man beskrevet i FN's charter om menneskerettigheder. De universelle menneskerettigheder handler både om individuelle rettigheder og kollektive rettigheder. Med kollektive rettigheder forstås som oftest nationalstaters rettigheder som suverænitet over et givet territorium, og det har været en hård kamp at få nationalstaterne under FN-systemet til at anerkende kollektive rettigheder for andre kollektiver end nationalstaten.
Oprindelige folk har behov for kollektive rettigheder for at sikre deres overlevelse som folk, deres kulturelle overlevelse inden for nationalstatens rammer. Disse kollektive rettigheder angår først og fremmest rettigheder til selvbestemmelse, landområder og ressourcer; men omfatter også de såkaldte intellektuelle rettigheder og kulturelle rettigheder.
Netop i Nicaragua ses betydningen af de kollektive rettigheder klart. Det er faktisk dem der danner baggrunden for konflikten mellem kolonisterne og miskitoindianerne.

En halv sejr
Især når det gælder ret til selv at bestemme over jord og ressourcer kniber det med både flertallets og regeringernes forståelse. Nicaragua har egentlig en ret progressiv lov - loven om autonomi - der på papiret giver selvbestemmelse og beskytter de oprindelige folk i landet. Den blev vedtaget efter borgerkrigen og underskrevet af den daværende, sandinistiske præsident Daniel Ortega i 1987. Loven blev af de oprindelige folk betragtet som en sejr, da krigen set med deres øjne handlede om sandinisternes manglende respekt for deres kultur, og kravet om et selvstændigt område for Nicaraguas oprindelige befolkninger var en medvirkende til at konflikten overhovedet brød ud. Loven sikrede oprettelsen af de to autonome regioner på Atlanterhavskysten, hvor flertallet af landets oprindelige befolkning bor. Det drejer sig om miskito, mayangna/sumo, rama og garífuna.
Men siden har det knebet gevaldigt med viljen og ressourcerne til at føre lovens intentioner ud i livet, og for befolkningen i de autonome områder har det været en stadig kamp at få overført økonomiske ressourcer til at få indhold i de smukke hensigtserklæringer. Tværtimod har de skiftende regeringer systematisk givet koncessioner til nationale og internationale pengestærke firmaer til at udnytte de naturrigdomme af ædeltræ samt guld og sølv, der findes i området. En lige så stor trussel kommer fra den store indvandring til området af kolonister i form af fattige bønder, der har skubbet grænsen mellem opdyrket eller kvæggræsset landbrugsland og jomfruelig regnskov hvert år stadig længere mod øst. Det sker fordi de oprindeliges fællesjorder aldrig er blevet målt op og skrevet i skøde, skønt indianerne ifølge grundloven har ret til jorden.
De indianske ledere har gennem de sidste år imidlertid lagt mere og mere pres på regeringen. Efter inspiration fra oprindelige folk i andre lande i Mellem- og Sydamerika har man især henvist til artikel 169 i International Labour Organization, en international traktat der også opererer med oprindelige folks kollektive rettigheder, der især handler om jord- og ressourcerettigheder. Med disse værktøjer i hånden håber de indianske ledere at kunne sætte magt bag deres krav og få realiteter i drømmen om en reel selvbestemmelse, få skøde på den jord og de naturrigdomme der giver dem økonomiske muligheder for at overleve som folk.

Fællesjorden
Lad os nu vende tilbage til kolonisten Roman Solórzano og hans oprindelige modpart, síndicoen Rufino Johnson. Síndicoen er en indfødt institution - en person der af sit samfund er blevet valgt til at repræsentere miskitoindianernes interesser i alle sager, der angår fællesjorden. Fællesjorden er et godt eksempel på oprindelige rettigheder og de problemer som oprindelige folk verden over står i, i forhold til selvbestemmelse over jord og ressourcer. Miskitoindianerne praktiserer ikke som andre i Nicaragua den individuelle ejendomsret til jorden. Efter gammel skik er det landsbyfællesskabet der ejer jorden, selvom de enkelte familier nok dyrker hver sin lod med et system af gensidig hjælp i arbejdskrævende situationer.
Fællesjorden hænger tæt sammen med miskitoernes identitet og selvforståelse. Hver plet jord har sin historie og er vævet sammen med stammens historie. Stednavne refererer til begivenheder og hændelser, virkelige eller mytiske, der udgør vigtige elementer i deres historie.
"Under borgerkrigen døde mange unge miskitoer og udgød deres blod i jorden. Deres knogler finder man begravet rundt omkring i den jord de kæmpede og døde for", siger Rufino Johnson.
Roman Solórzano havde udset sig en jordlod, der faldt indenfor landsbyen Layasiksas afmærkning af fællesjorden. Det tillod landsbyens ældste ikke, og så måtte síndicoen på arbejde.
Rufino Johnson er en veluddannet síndico. Han har siddet med i adskillige forsamlinger af eksperter og studeret love og rettigheder. Han ved, at hvis miskitoindianerne skal overleve som folk og kultur, må de have ret til at praktisere de sædvaner, der netop definerer dem som folk - herunder at indrette sig i forhold til den jord, deres forfædre før dem har dyrket og levet på, og opretholde den kollektive ejendomsret til jorden.
Det er blevet hævdet fra kolonisternes side, at megen af den jord ligger ubenyttet hen. Men det er fordi vi ikke bruger jorden på samme måde som kolonisterne, der rydder skoven til kvæggræsning. Vi bruger skoven til mange forskellige formål og rydder kun et lille område ad gangen til at dyrke ris, bønner og bananer. Efter nogle års brug forlader vi det, rykker et andet sted hen og skoven breder sig atter. Skoven bruger vi også til jagt og indsamling af brænde, forskellige frugter og medicinurter. Udefra ser det måske ud som om området ikke bliver brugt, men det er ikke sandt", forklarer Rufino Johnson.

Awas Tingni-sagen
Set fra et indfødt perspektiv har et af højdepunkterne i kampen for retten til jord og ressourcer været dommen, der faldt i Awas Tingni-sagen i 2001. Her vandt mayangaindianerne fra det lille samfund Awas Tingni ved den Interamerikanske Domstol for Menneskerettigheder i Costa Rica en betydningsfuld sejr over staten Nicaragua. Staten havde givet koncessionsrettigheder til et tømmerfirma over naturressourcer beliggende på Awas Tingnis fællesjorder uden at konsulere eller indhente tilladelse hos samfundets repræsentanter.
Síndicoen i samfundet fik hjælp hos Indian Law Resource Center til at føre sagen ved domstolene. Efter syv års lang og sej kamp traf domstolen en afgørelse til fordel for samfundet Awas Tingni og fastslog, at staten havde overtrådt mayangnaindianernes ret til selvforvaltning af deres ressourcer. Dommen var en anerkendelse den kollektive ejendomsret som et lovligt, operationelt juridisk princip. Det vil i praksis sige landsbyfællesskabets ret til at forvalte de naturressourcer der findes på de fællesejede jorder.
Dommen gav genlyd langt ud over Nicaraguas grænser og er selvfølgelig blevet diskuteret og kendt blandt de oprindelige befolkninger. Den fremhæves som det vigtigste instrument til i disse år at presse Nicaraguas regering til at opmåle og legalisere de oprindelige jorder på Atlanterhavskysten. Et pres som også Verdensbanken støtter og som den liberale Bolaños-regering sidste år så sig nødsaget til at efterkomme med vedtagelsen af en lov, der fastsætter både retningslinier, mekanismer og økonomiske midler til processen.

Kampen fortsætter
Vi skal ikke langt tilbage i historien for at finde ud af hvad der sker når de oprindelige folks juridiske rettigheder sættes ud af kraft. I Amazonas blev mange regnskovsindianere i Amazonas fordrevet - til tider efterstræbt på livet - i konflikter med nybyggere eller hacienda-ejere, der ønskede mere jord. Myndighedernes beskyttelse kunne indianerne ikke regne med. Langt ind i regeringskredse ansås indianerne for at være en inferiør race, der ikke var egnet til at overleve i et moderne samfund og efterhånden ville uddø. Hvorfor så ikke hjælpe den lidt på vej, når det alligevel var den uundgåelige udvikling?
I dag operer man med en anden type drab. Begrebet 'kulturelt folkedrab' refererer til når de oprindelige folk trues på deres eksistensgrundlag som folk. Det sker når de ikke har mulighed for at praktisere deres kulturelle særpræg, som for eksempel den kollektive ejendomsret.
Hvis ikke de oprindelige folk havde disse særrettigheder ville de ophøre at eksistere som folk, hvilket allerede er sket for adskillige oprindelige grupper, hvor Staten eksempelvis har forbudt at der undervises på oprindelige sprog i skolerne. Verden ville være en mangfoldighed fattigere, og miste en kilde til viden og inspiration, der især de senere år har vist sig dyrebar.
I Nicaragua vil konflikter mellem kolonister og de oprindelige samfund efter al sandsynlighed eskalere de næste år, efterhånden som fattigdom, problemer med mangel på jord og rod i registrering af jorden bliver mere synlig.
Autonomiloven angiver ganske vist nogle specifikke retningslinier for hvordan man takler nybyggere der allerede har boet en årrække på oprindelige folks fællesjorder, og som har opdyrket og investeret i jorden. Men der er gråzoner i billedet, og hvem siger at nybyggerne vil efterkomme loven? Mange har måske ikke noget at tabe ved at tage kampen op. Det østlige Nicaragua er et område, hvor der stadig er mange våben i omløb fra krigens tid, og hvor politiet er svagt eller ganske enkelt ikke har lokal repræsentation. Et område, hvor enhver altid har en machete ved hånden. Rufino Johnson er ikke i tvivl: "Vi ønsker ikke, at der skal flyde mere blod. Men vi vil på den anden side også forsvare retten til den jord vi bor på og som skal give vore børn og vort folk mulighed for at overleve".

•     Grisi Siknis
• ·
• Mad er mad?
• ·
• Uden jord
• ·
• Miskito identitet
• ·
• Ulighed tilsigtet
• ·
• Fugle i Nicaragua
• ·
• Nordjyske
• ·
• Udstilling Esbjerg
• ·
• Chokoladekage