Dommerembedet i kommunen Prinzapolka, som i en del år har været bestridt af David Rodríguez, som er indfødt miskito, er blevet besat med en ny mand, den tidligere dommer i Puerto Cabezas (Bilwi), Silvio Pichardo. Det fremgår af denne artikel i dagens La Prensa. Udskiftningen har affødt en del protester, fordi den nye dommer ikke er miskito, og ikke taler miskito-sproget. Det sandinistiske byrådsmedlem Daniel Castrillo udtaler, at "vi behøver en dommer som taler og forstår vort sprog, da vore landsbyer 100% består af etniske miskitoer, og det spanske sprog bruges ikke i denne zone". Også den lokale "wihta" (en traditionel lægdommer, hvis embede består sideløbende med statens juridiske dommere) udtaler sig imod udnævnelsen.